Projekttyper – Bosætningsprojekter

Mange landsbyer og landsogne kæmper med affolkning. Derfor er det også naturligt at gøre noget for at få flere tilflyttere.

Derfor bliver der ofte lavet brochurer og andet materiale, som skal lokke tilflytterne til.
Hvis I laver et bosætningsprojekt – eller et hvilket som helst markedsføringsprojekt i øvrigt – er det vigtigt at vide, hvem I retter skytset imod, og hvilken vare, I har at tilbyde. Det nytter ikke noget at lade som om, man kan hamle op med byens pulserende caféliv i et forsøg på at få de hurtige unge til at rykke ud. I skal markedsføre det, I har, og I skal være bevidst om, hvem der kunne ønske sig at bo hos jer.
I skal også vælge jeres medier med omhu. Mange vælger at få lavet en brochure, men tager ikke stilling til, hvordan brochuren skal komme ud til målgruppen. 1000 brochurer i en papkasse i købmandens kælder gør ingen gavn.
Hvis I vælger at annoncere, skal I annoncere der, hvor jeres målgruppe læser det. Måske er det netop ikke i jeres lokale ugeavis?
Brug pressen aktivt. Sørg for, at jeres aktiviteter altid præsenteres i pressen – skriv pressemeddelelser.